Kæmpe motionsevent for hele familien: Gå, løb, cykl eller rul på Holstebromotorvejen

jul 2, 2018

Til Motorvejsløbet får deltagerne mulighed for at gå, løbe, cykle eller rulle på den nylagte asfalt på Holstebromotorvejen, før den åbner for biltrafik. Hele familien kan være med til Vestjyllands største vejfest.

Holstebromotorvejen indvies med et brag af en vejfest lørdag 29. september med motorvejsløb, gratis koncerter, snoreklip og meget mere. Flere tusinde vil begive sig ud på den dugfriske asfalt, når de deltager i Motorvejsløbet, inden biltrafikken åbner om søndagen. Herefter kan man kun opholde sig på motorvejen i et køretøj.

En unik oplevelse

Motionsaktiviteterne spænder lige fra at løbe halvmarathon til 30km cykling til 5km gang, og det bliver en ganske særlig oplevelse at deltage i Motorvejsløbet.

”Det er denne ene gang, man får mulighed for at opholde sig på motorvejen, hvor man ikke befinder sig i en bil. Så det bliver en helt unik oplevelse, hvor alle kan være med,” fortæller Løbsleder Leif Lundstrøm fra DGI Vestjylland.

Leif Lundstrøm samarbejder med otte lokale idrætsforeninger omkring Motorvejsløbet, og de er godt i gang med planlægningen af en række tiltag, som skal være med til at skabe en festlig stemning på løbsstrækningen.

”Den endelige plan er ikke klar endnu, men det kan være ting som en DJ, gymnastikopvisning, balletforestilling og en gang røg og damp, man kommer forbi derude,” siger Leif Lundstrøm.

Idrætsforeningerne, der er medarrangører af Motorvejsløbet er Fodslaw Holstebro, Vestjydsk Orienteringsklub, Hok Holstebro, Mejdal-Halgård Motion, Tvis Cykelmotion, Tvis Løb & Motion, Mejrup Cykel Club og Skovmotionisterne.

Børneløb

Der har været stor efterspørgsel på et løb for børn, og det er endelig lykkes for Leif Lundstrøm at få et børneløb op at stå takket været et sponsorat fra Vestforsyning.

”Jeg er rigtig glad for, det er blevet muligt at lave et børneløb for de 0-6-årige, så børnene også kan få en stor oplevelse ved at løbe på motorvejen, og de får selvfølgelig en medalje, når de kommer i mål,” fortæller Leif Lundstrøm.

Børneløbet er 400m, hvor børnene skal løbe 200m ud og 200m tilbage af samme strækning. Forældrene kan løbe med børnene eller stå og heppe på dem i start- og målområdet. Børnene kan tilmeldes børneløbet på her eller på selve løbsdagen, inden starten går kl. 11.30.

Aktiviteter for hele familien

Foruden de mange motionsoplevelser vil der være masser af gratis underholdning på festpladsen for hele familien. Scarlet Pleasure giver koncert og Tørfisk samt Guns N Roses-Jam kommer også og spiller.
Derudover vil der være masser af lærerige aktiviteter for børnene, når Børnenes Trafikskole med Bamse Betjent i spidsen sætter oppustelig lastbil og trafikbane op.